hcandersen-homepage.dk - Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt

Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt | H.C. Andersen Information

Hcandersen-homepage.dk Spined HTML

Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt | H.C. Andersen Information Hop til indhold H.C. Andersen Information I “Eventyrets By” Odense findes Danmarks første og største online univers om H.C. Andersens liv, færden, eventyr og forfatterskab. Fra hans fattige barndom i Odense til hans ophold og død i København. Menu og widgets H.C. Andersen Information Eventyr – Fairy Tales H.C. Andersen digte – poems HCA papirklip – Paper Cuts H.C. Andersens egne papirklip Andres papirklip HCA samtid 1805 – 1875 Odense 1805-1819 Fødsel og dåb i Odense Familien Barndommen Skolegang i Odense Skolegang i Slagelse Skolegang i Helsingør København Vennerne Boliger Odense Rejser Collin Melchior Kvinderne H.C. Andersen æresborger 1867 Sygdom, død og begravelse Andet HCA eftertid 1876 – 2020 HCA 1876-1899 HCA 1900-1924 HCA 1925-1949 HCA 1950-1974 HCA 1975-1999 HCA 2000-2009 HCA 2010-2020 Den lille Havfrue — Mermaid HCA’s arbejder – works Eventyr – Fairy Tales Mit Livs Eventyr H.C. Andersen: Levnedsbogen HCA: En digters Bazar H.C. Andersen: “Et Besøg i Portugal 1866″ H.C. Andersen: I Sverrig H.C. Andersen: I Spanien (1863) Skyggebilleder fra en Reise til Harzen… i Sommeren 1831 Romaner Oversigt digte – poems H.C. Andersens egne papirklip Billedbøger Tegninger Dagbøgerne Almanakker Salmer Dedikationer Manuskripter HCA biografi-biography Kort HCA biografi A short HCA biography Selvbiografi-autobiogra Kort HCA biografi A short HCA biography Om selvbiografierne Om “Mit Livs Eventyr” Mit Livs Eventyr Levnedsbogen H.C. Andersen: Datoer – Dates HCA dates (english) Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt Biografier Kunst — HCA related art Skulpturer Illustrationer Keramik Gadekunst Broderi Medaljer Malerier Quilt Monumenter H.C. Andersen relaterede plakater Strik Tekstildesign HCA Lego kunst H.C. Andersen eventyrfigurer i Odense marcipan Andres papirklip Porcelænsfigurer Industriel diamond Glas Postkort m.m. H.C. Andersen Events Events 2002 Events 2003 Events 2004 Events 2005 Events 2006 Events 2008 Events 2009 Events 2010 Events 2011 Events 2012 Events 2013 Events 2014 Events 2015 Events 2016 Events 2017 Events 2018 Datoer i HCA’s liv H.C. Andersen: Datoer – Dates HCA dates (english) Kort HCA biografi A short HCA biography Foto – Photo År 1700-1799 År 1800-1899 År 1900-1949 År 1950-1999 År 2000-2010 År 2010-2020 Stort og småt om HCA Stort og småt før 1950 Stort og småt 1950-59 Stort og småt 1960-69 Stort og småt 1970-79 Stort og småt 1980-89 Stort og småt 1990-99 Stort og småt 2000-09 Stort og småt 2010-11 Stort og småt 2012 Stort og småt 2013 Stort og småt 2014 Stort og småt 2015 Stort og småt 2016 Stort og småt 2017 Stort og småt 2018 Diverse Danmark rundt Verden rundt Oversigt H.C. Andersen Festivals HCA Julemarked Frimærker HCA’s ejendele HCA og C.F. Tietgen Herregårdene H.C. Andersen projekter Julen og H.C. Andersen Den kongelige familie og H.C. Andersen Fyrtøjet – et levende og aktivt kulturhus for børn Tinderbox Festival Odense Blomsterfestival H.C. Andersen om Aarhus H.C. Andersen Sportsunivers H.C. Andersen Festspillene i Odense Det nye eventyrhus og have  Skolesamarbejde DK og NL H.C. Andersen Schools VisitOdense – Eventyrets By Links om H.C. Andersen links-responsiv Søg efter: fb translate streg Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt  Hans Christian Andersen. Odense Bys Æresborger Nedenstående er en omskrivning af en biografisk artikel fundet i den lokale avis Fyens Social-Demokrat den 1. april 1905. Artiklen hedder Hans Christian Andersen. Odense Bys Æresborger. Proletarbarnet, der blev verdensberømt. 1805 – 2. april – 1905. Skrevet af A.J. Proletarbarnet, der blev verdensberømt. 1805 – 2. april – 1905. Hans Christian Andersen blev født den 2. april 1805 i ejendommen på hjørnet af Hans Jensensstræde og Bangs Boder, på den tid et af de fattigste kvarterer i Odense. Faderen var den 22-årige skomagersvend Hans Andersen. Moderen den 37-årige Anne Marie Andersdatter. Forældrene blev souvenir den 2. februar 1805, og nøjagtig tomånedersdagen efter brylluppet blev deres eneste warehouse født. Digterens farfar hed Anders Hansen og var skomager. Han blev i 1781 souvenir med Catrine Nomensdatter. I “Mit livs Eventyr” fortæller digteren, at bedstemoderen var velhavende bønderfolk, men at ulykker brød ind over dem, så de mistede alt, hvad de ejede, og at farfaderen af sorg herover blev vanvittig. Faderen var en nervøs, eksalteret person, som af lyst til at komme ud i verden lod sig hverve til soldat. Han opnåede kun at tilsætte sit helbred ved feltlivets strabadser og døde under forvirret tale og hallucinationer kort efter sin hjemkomst. Han var dog uden tvivl et både velbegavet og intelligent menneske med stærke aspirationer til at komme op over håndværkernes stand. Moderen derimod besad ikke evner ud over det almindelige, hun var en slider og meget nøjsom. Hendes naturel var blødt, enfoldigt og hjertensgodt. Fra sin fader har digteren arvet den uduelige trang til at tilkæmpe sig en anden stilling, han har fået hans uregerlige fantasi og hans stærke rejselyst. Fra moderen var han derimod det nøjsomme og blide sind det letbevægelige, hjertensgode gemyt. Barndom og ungdom. Forkælet af sine forældre og bedsteforældre levede Hans Christian Andersen trods de små kår et overmåde lykkeligt barndomsliv. Faderen lavede legetøj til ham og læste for ham af “Tusind og en Nat” og Holbergs komedier. Kort efter hans fødsel var forældrene flyttet fra Hans Jensensstræde til Munkemøllestræde 3, og til dette hus knytter digterens mange kønne barndomserindringer sig. Han har skildret dette hjem i følgende strofer: “Hvor var der dog festligt derinde, naar Pinseklokkerne klang; smaa hvide Sommergardiner i Solskin om Vinduet hang. Een stue, et lille køkken og dog alt så stort og godt; der leged’ jeg juleaften som siden på intet slot.. Desværre har vi ikke plads til at gengive de mange interessante barndomsoplevelser, som digteren har fortalt om i “Mit Livs Eventyr“. Han henlevede imidlertid sin barndom så godt som uden samkvem med andre børn. Hans dukker, udskårne billeder og et lille teater optog hans tid helt og holdent og gav hans fantasi næring. Dertil kom at hans sans for skuespilkunsten blev vakt forholdsvis tidlig. Der var dog kun med store mellemrum, at han kom i teatret, men for at råde bod herpå hjalp han teatrets plakatbærer med uddelingen mod at få en plakat udleveret. Efter den satte kan så en hel komedie sammen, når han kom hjem. Tilfældig blev det bemærket, at den tilbageholdne dreng havde en smuk sangstemme, og det blev anledning til, at forskellige interesserede sig for ham, blandt disse oberst Høegh-Guldberg, som skaffede ham audiens hos guvernøren over Fyn, prins Christian senere Christian den 8. Denne ville dog ikke hjælpe ham til at det, som Hans Christians nu stod til: Teatret eller latinskolen. Han ville hjælpe ham til at lære et håndværk, men det tilbud afslog drengen, der var fuldt og fast bestemt på, at han ville til komedien, thi havde han ikke allerede nu optrådt både som fage og hyrde på Odense Teater. Skuespiller – det var det, han var forudbestemt til at blive, og nu drømte han om at komme til Det kongelige Teater i København. Søndag efter påske 1819 blev han konfirmeret, og han helmede ikke før hans moder gav ham lov til at rejse til København. Med 13 rigsdaler på lommen og et par anbefalingsskrivelser tog han afsted og den 6. september 1819 kom han til sine længslers mål, den forjættede stad København. Straks efter ankomsten styrede han sin gang til en bekendt danserinde, som han overrakte en af sine anbefalingsskrivelser og forbavsede ved uden opfordring at requite sin “Glansrolle”, hvori der forekom dans. Han trak støvlerne af, trippede rundt på hosesokker og sang af fuld hals, mens han bearbejdede sin hat som tamburin. Danserinden følte sig lettet, da han tog afsted. Den samme forestilling gav han for teatrets chef, kammerherre Holstein, der imidlertid betydede ham, at teatret kun anvendte “Folk med dannelse”. Hans Christian tabte dog ikke modet, men henvendte sig til direktøren for Musikkonservatoriet, italieneren Siboni. Den udmærkede musiker havde selskab, da Andersen kom til ham, og blandt gæsterne var komponisten Weyse og digteren Baggesen. Drengen sang for disse kendere og deklamerede en scene af Holberg, med det resultat, at en indsamling blev sat i gang, og en lille sum udbetaltes ham hver måned. Senere hjalp digteren Guldberg og teaterchefen Collin ham betydeligt. På den sidstes anbefaling sikrede Frederik den 6. en sum, hvoraf omkostningerne ved Hans Christians undervisning og ophold ved Slagelse Latinskole blev afholdt. Da den vordende digter holdt sit indtog i denne lille by, var han 17,5 år gammel. Han blev der i 4 år og kom så til Helsingør. Her var han knapt 1 år, så forlod han rektorens hus, hvor han stadig havde boet, drog til København og blev privat dimitteret til Universitetet. I oktober 1828 blev han student og hvor var han glad. I romanen O.T. har han skildret den ungdommelige glæde, som han følte over at være nået så vidt. Den første bog Allerede i børneårene skrev H.C. Andersen sine første digte og tragedier, og hans digteriske produktion tog ikke af med årene. Under det sidste skoleår i Helsingør skrev han et digt, der senere blev oversat på nogle og tyve sprog: Det døende Barn. Straks efter, at han var bleven student, udgav han sin første bog: “Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager” og nogen tid derefter vaudevillen: “Kærlighed på Nicolaj Tårn“, som fik en velvillig modtagelse ved opførelsen den 25. april 1829 på Det kongelige Teater. Betydeligere end disse debutarbejder er dog en samling “Digte”, der udkom 1830 ved juletid. I sommeren 1830 foretog Andersen en rejse til Jylland. På tilbagevejen til København opholdt han sig i Odense. Her blev den unge digter overalt modtaget med velvilje. En del indbydelser til ophold på fynske herregårde benyttede han med glæde. Senere skildrede han atter og atter i sine romaner fynsk herregårdsliv. I et brev, afsendt under et ophold på Hofmannsgave, skriver Andersen følgende linier: “Nu rejser jeg snart til Svendborg, Fåborg og Tåsinge. Det skal blive en morsom tur”. Det blev vendepunktet i hans liv. Riborg Voigt. I Faaborg besøgte han en studenterkammerat Christian Voigt og opholdt sig i vennens hjem i 3 dage. Dette korte tidsrum var tilstrækkeligt til, at han forelskede sig i husets datter, Riborg. To brune øjne jeg nylig så i dem mit hjem og min verden lå der flammede snildet og barnets fred; jeg glemmer det aldrig i evighed! Disse smukke, dybfølte linier skrev den 25 årige digter, mens han var i Fåborg i hendes hjem. Riborg gengældte imidlertid ikke hans kærlighed. Hun var allerede forlovet, og Andersen rejste straks bort, da han fik det at vide. Han var dybt fortvivlet. I et brev til Ingemann skriver han: “O! kære, kære Ingemann! Gid jeg var død selv om døden var en tilintetgørelse”. Andersens forelskelse indvirkede i betydelig grad på hans gemyt. Hans digtning fra den tid bærer præget deraf – mandige driftige vers, der står i skarp modsætning til hans tidligere produktion. Han glemte aldrig Riborg Voigt! Da han var død, fandtes på hans bryst en lille pose, hvori det eneste brev, som hun havde skrevet til ham, var gemt. Ingen, selv ikke de venner der til daglig levede sammen med ham, kendte noget til den. I 45 år bar Andersen dette eneste synlige minde om sin ungdomskærlighed på sit bryst. Han var trofast imod Riborg Voigts minde indtil sin død. Første udlandsrejse Andersens første bøger blev, som omtalt, modtaget med øjeblikkelig velvilje, men flere af hans digterbrødre bebrejdede ham at udarbejdelsen af emnerne er lidet ombyggelig, og i en lang årrække blev han genstand for en litterær persiflage, der sårede hans ømfindtlige natur stærkt. Henrik Herz forsøgte i sine berømte “Gengangerbreve”, der udkom i 1830, ikke alene at fratage Andersen al forfatterære, men også at gennemhåne ham for hans udseendes skyld. Berettigelsen af det gamle ord: Når vognen hælder flyder alle til, lærte Andersen at kende. Både J. L. Heiberg og Molbech trak sig tilbage fra ham, som et menneske, der ingen berettigelse havde til at være sammen med “det gode selskab”. Collin, der så, hvorledes han led under alt dette, rådede ham til at gøre en udenlandsrejse. I 1831 rejste han til Tyskland. I de påfølgende år tog hans digteriske produktion fart. De fremmede forhold virkede mægtigt på hans fantasifulde, let bevægelige sind og fra hans hånd kom til at foreligge foruden flere skuespil, digtsamlingerne: “Årets tolv Måneder”, Fantasier og Skizzer”, Vignetter til danske digtere”, samt rejseerindringer som “Skyggebilleder fra en rejse til Harzen”. Fra samme tid er det satiriske digt “Pjat Pjat”. Endelig skrev han “Agnete og Havmanden – et arbejde, som han håbede ville skaffe den anerkendelse, han higede efter. Han blev bittert skuffet. “Agnete og Havmanden” blev genstand for en både uretfærdig og ubillig kritik. – Forinden dette drama udkom, var Andersen påny med rejseunderstøttelse draget til udlandet, til Paris og Italien. efterretningen om den modtagelse “Agnete og Havmanden” fik i Danmark nåede ham under hans ophold i Italien, han følte sig både ydmyget og miskendt, men tog sig dog sammen og påbegyndte det værk “Improvisatoren”, der er at betragte som hans litterære gennembrud, og som i hvert fald i udlandet har vundet flere læsere end noget andet større arbejde fra hans hånd. Litterært gennembrud “Improvisatoren” blev meget læst i Danmark og udkom i flere oplag. Kritikken var ham atter gunstig, og da medgang altid virkede stærkt stimulerende på ham, udgav han i 1836 romanen “O.T.” og i 1837 “Kun en Spillemand”. Begge disse bøger blev oversat på tysk og engelsk og gjorde stor opsigt. I de nærmest påfølgende år arbejdede Andersen flittigt for teatret, der blandt andet opførte hans romantiske drama “Mulatten”. Noget tidligere var han begyndt at udgive eventyrsamlinger, der tydeligst af alt, hvad han har skrevet, åbenbarer hans geniale digterevne og gjorde hans navn berømt i alle civiliserede lande. Den første samling udkom kort efter “Improvisatoren” og rummede så kendte og udmærkede ting som “Fyrtøjet” og “Prinsessen på Ærten”. Næste samling kom året efter. Nu til dags er disse frembringelser således sammenkædede med digterens navn, at man straks tænker på eventyrene, når dette nævnes, men således var det ikke, da de første samlinger udkom. Eventyrene brugte en lang årrække om at arbejde sig frem til at indtage den plads i publikums bevidsthed, som de nu har. Eventyrene og senere produktion. Gennem sine eventyr fik H.C. Andersen børnene, ikke alene i Danmark , men i hele verden, i tale, og de vidunderlige fortællinger skabte ham et ry, som ingen dansk digter, hverken før eller senere har opnået mage til. Han besad en lykkelig evne til at sætte sig ind i barnets begrebsverden, til at forstå dets tanker og requite dem udtryk: “Der kom en soldat marcherende henad landevejen: En, to! en to!” Et warehouse tænker sig aldrig en soldat komme gående – han marcherer — en, to! en, to! – og det har digteren formået at fastholde og requite udtryk i ord. Tusinder af børn har glædet sig over hans eventyr. De har grædt over den stakkels ælling – denne rørende selvskildring og jublet over, at den blev til en dejlig svane. Svovlstikkerigen, den snedige Klaus, Svinedrengen, den lille Havfrue, den standhaftige Tinsoldat, Tommelise, alle er det figurer, der står dybt prægede i børnenes erindring. “Eventyr for børn” kaldte han sine småfortællinger, men skønt de kan læses med fornøjelse af børn, er de i virkeligheden skrevet for voksne. Jævnsides med en konstant eventyrproduktion vedblev Andersen at skrive både skuespil og romaner. Af de betydligste ting kan nævnes: “Kongen drømmer”, der opførtes 1843, og eventyrdramaet “Lykkens Blomst”. Fra 1845 er lystspillet “Den ny Barselsstue”, som blev opført anonymt og gjorde megen lykke. 1847 udkom det lyriske sigt: “Ahasverus” og romanen “De to Baronesser”. Da digteren fyldte 50 år, udkom første del af “Mit livs Eventyr”, noget senere romanen “At være eller ikke”. Det sidste af de små eventyrhefter udkom i 1872. Udlandets anerkendelse af den danske digter. Langt tidligere end i Danmark skattede man i Tyskland digteren H.C. Andersen. Hans rejser gennem dette land i 1845-1848 var som et triumftog. Overalt, hvor han kom, modtog ikke alene hans kunstbrødre, men også datidens fineste ånder og landenes regenter kom med overstrømmende erkendtlighed. Andersen var overvældet af sin lykke, men ydmyg og taknemlig. Hans breve til H.C. Ørsted indeholder vidnesbyrd om, hvorledes den store hyldest, han var genstand for, får ham til at glemme alt, hvad han har gennemgået i de onde år. Blandt de mænd, der i Tyskland modtog ham med uskrømtet anerkendelse var komponisterne Mendelsohn, Liszt og Ernst, naturforfatteren Alexander Humboldt og billedhuggeren Rauch, der ved deres første møde faldt ham om halsen og spåede hans eventyr en glimrende fremtid. 1847 var han i England, hvor alle stænder enedes om at bringe ham en storslået hyldest. Her mødte han digteren Charles Dickens, der blev hans trofaste ven. I Danmark begyndte stemningen at vende sig til hans fordel omkring 1845, navnlig på foranledning af den unge kritiker Poul Ludvig Møller, der gik i brechen for ham og tog Heiberg og navnlig den sure, gnavne Molbech under behandling i sine “kritiske studier”. Det gik lidt efter op for det læsende publikum, hvilken betydelig digter H.C. Andersen var, og fra alle sider kappedes man om at yde ham beundring og anerkendelse. Byrådet i Odense udnævnte ham den 23. november 1867 til æresborger og den 6. december 1867 fejredes overrækkelsen af diplomet til ham ved en fest på det gamle rådhus i Odense. I Andersens barndomsår blev han af en gammel kone, der havde ophold på hospitalet, spået at han skulle blive en stor mand, og at Odense By en gang ville blive illumineret for hans skyld. Spådommens første del var forlængst gået i opfyldelse og ved ovennævnte anledning opfyldes den anden del, thi da illuminerede byens borgere deres huse. De sidste somre af sit liv tilbragte H.C. Andersen på landstedet “Rolighed” ved Østerbros kalkbrænderier. Her fuldendte han i 1874 sin sidste eventyrsamling, der udkom ved juletid. I samlingens forord skriver han: “Historien om Krøblingen”, der er af de allersidste, jeg har skrevet og måske skriver, tror jeg at høre til en af de heldigste, jeg har givet, og som en slags forherligste af eventyrdigtning kunne den måske passende slutte den hele samling.” H.C. Andersen havde da skrevet et 156 eventyr. Den påfølgende sommer – den 4. stylized 1875 – døde digteren på “Rolighed” 70 år gammel. ” …… Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg …. “. Disse ord, der er taget fra eventyret om “Den grimme ælling” er et motto for Hans Christian Andersen, hans gerning og hans skæbne. Den fattige dreng fra Munkemøllestræde blev Danmarks mest berømte digter og erhvervede sig et verdensry, som de år, der er gået siden hans død, ikke har gjort mindre. Om nogle få timer oprinder hundredårsdagen for hans fødsel! Lad os bøje os i ærefrygt for proletarbarnet Hans Christian Andersens minde i taknemlig erkendelse af, hvad han var og hvad han gav.     A.J. Lars Bjørnsten Odense 2017 H.C. Andersen biografier m.m. All Rights Reserved © - Lars Bjørnsten Odense Denmark - mail bjoernsten@gmail.com Cookies på H.C. Andersen Information Odense Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan hjemmesiden bliver brugt. Du giver dit samtykke til vores cookies, hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside. Besøg Cookies på www.hcandersen-homepage.dk for yderligere information. Close