hcandersen-homepage.dk - H.C. Andersen: I Spanien (1863)

H.C. Andersen: I Spanien (1863) | H.C. Andersen Information

Hcandersen-homepage.dk Spined HTML

H.C. Andersen: I Spanien (1863) | H.C. Andersen Information Hop til indhold H.C. Andersen Information I “Eventyrets By” Odense findes Danmarks første og største online univers om H.C. Andersens liv, færden, eventyr og forfatterskab. Fra hans fattige barndom i Odense til hans ophold og død i København. Menu og widgets H.C. Andersen Information Eventyr – Fairy Tales H.C. Andersen digte – poems HCA papirklip – Paper Cuts H.C. Andersens egne papirklip Andres papirklip HCA samtid 1805 – 1875 Odense 1805-1819 Fødsel og dåb i Odense Familien Barndommen Skolegang i Odense Skolegang i Slagelse Skolegang i Helsingør København Vennerne Boliger Odense Rejser Collin Melchior Kvinderne H.C. Andersen æresborger 1867 Sygdom, død og begravelse Andet HCA eftertid 1876 – 2020 HCA 1876-1899 HCA 1900-1924 HCA 1925-1949 HCA 1950-1974 HCA 1975-1999 HCA 2000-2009 HCA 2010-2020 Den lille Havfrue — Mermaid HCA’s arbejder – works Eventyr – Fairy Tales Mit Livs Eventyr H.C. Andersen: Levnedsbogen HCA: En digters Bazar H.C. Andersen: “Et Besøg i Portugal 1866″ H.C. Andersen: I Sverrig H.C. Andersen: I Spanien (1863) Skyggebilleder fra en Reise til Harzen… i Sommeren 1831 Romaner Oversigt digte – poems H.C. Andersens egne papirklip Billedbøger Tegninger Dagbøgerne Almanakker Salmer Dedikationer Manuskripter HCA biografi-biography Kort HCA biografi A short HCA biography Selvbiografi-autobiogra Kort HCA biografi A short HCA biography Om selvbiografierne Om “Mit Livs Eventyr” Mit Livs Eventyr Levnedsbogen H.C. Andersen: Datoer – Dates HCA dates (english) Proletarbarnet H.C. Andersen, der blev verdensberømt Biografier Kunst — HCA related art Skulpturer Illustrationer Keramik Gadekunst Broderi Medaljer Malerier Quilt Monumenter H.C. Andersen relaterede plakater Strik Tekstildesign HCA Lego kunst H.C. Andersen eventyrfigurer i Odense marcipan Andres papirklip Porcelænsfigurer Industriel diamond Glas Postkort m.m. H.C. Andersen Events Events 2002 Events 2003 Events 2004 Events 2005 Events 2006 Events 2008 Events 2009 Events 2010 Events 2011 Events 2012 Events 2013 Events 2014 Events 2015 Events 2016 Events 2017 Events 2018 Datoer i HCA’s liv H.C. Andersen: Datoer – Dates HCA dates (english) Kort HCA biografi A short HCA biography Foto – Photo År 1700-1799 År 1800-1899 År 1900-1949 År 1950-1999 År 2000-2010 År 2010-2020 Stort og småt om HCA Stort og småt før 1950 Stort og småt 1950-59 Stort og småt 1960-69 Stort og småt 1970-79 Stort og småt 1980-89 Stort og småt 1990-99 Stort og småt 2000-09 Stort og småt 2010-11 Stort og småt 2012 Stort og småt 2013 Stort og småt 2014 Stort og småt 2015 Stort og småt 2016 Stort og småt 2017 Stort og småt 2018 Diverse Danmark rundt Verden rundt Oversigt H.C. Andersen Festivals HCA Julemarked Frimærker HCA’s ejendele HCA og C.F. Tietgen Herregårdene H.C. Andersen projekter Julen og H.C. Andersen Den kongelige familie og H.C. Andersen Fyrtøjet – et levende og aktivt kulturhus for børn Tinderbox Festival Odense Blomsterfestival H.C. Andersen om Aarhus H.C. Andersen Sportsunivers H.C. Andersen Festspillene i Odense Det nye eventyrhus og have  Skolesamarbejde DK og NL H.C. Andersen Schools VisitOdense – Eventyrets By Links om H.C. Andersen links-responsiv Søg efter: fb translate streg H.C. Andersen: I Spanien (1863) I. Indtrædelse i Spanien. Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 Da i Europa Jernbanerne bleve aabnede, hørte man en Skrigen, at nu var den gamle, skjønne Maade at reise paa forbi, Reise-Poesien forsvunden, Trylleriet tabt; just da begyndte Trylleriet. Vi flyve nu med Dampens Vinger, og foran os og rundt om os følger Billed paa Billed i rig Afvexling; der kastes som Bouquet til os, nu en heel Skov, nu en By, Bjerge og Dale. Vi kunne stige ud og dvæle ved alt det Skjønne, flyve det Kjedsommelige forbi, med Fuglens Flugt naae til Maalet; er det ikke som et Trylleri? Sindet forfriskes, Tanken beriges; O kun i fattige Ord det udsiges: Deiligt at flyve og juble i Vrimlen; Tak for min Lykke, Fader i Himlen! Saaledes sang og klang det i mig og ud af mig. Over Tydskland, gjennem Schweiz, ind i Frankrig var Flugten gjort, Maalet for Reisen laae for mig, det skjønne, endnu lidet besøgte Spanien; jeg øinede alt de blaanende Pyrenæer. I Frankrig ved Perpignan endte det med Jernbanerne, men herfra er kun nogle Timers Reise ind i Spanien. Om Reisen der havde jeg hørt de meest afskrækkende Skildringer; Diligencerne beskreves som Pinselskasser, store, tunge Omnibusser med Indgang kun paa den ene Side, saa at man ikke kunde slippe ud, naar man væltede paa denne, og man væltede altid. Protestanterne skulde i dette Land være haanede og forfulgte som Hedninger; altid var man udsat for Overfald af Røvere, og hvad Føden angik, Maden var ikke til at døie! ja, det hørte jeg, det læste jeg, og alt Dette gik jeg nu imøde. I Perpignan, hvor Jernbanen slap, skulde jeg altsaa nu tiltræde den egenlige Reise, jeg skulde igjen ind i vor poetiske gamle Tids poetiske Kjøretøi, og jeg er ikke Poet nok til at være glad ved den gamle Tid, jeg holder mere af den nye med al den Velsignelse den bringer, men jeg skulde nu ind i den gamle Tid, der var intet Andet for. Klokken Tre om Morgenen afgaaer Diligencen; kjøre Klokken Tre er at staae op Klokken To, og da kan man ligesaa godt lade være at lægge sig, men jeg lagde mig dog og sov i halve Portioner; stod op, saae paa Uhret, saae paa Stjernehimlen; Klokken halv Tre kaldte jeg paa Husets Folk, der til den Tid skulde have kaldt paa mig; en Drik koldt Vand var den eneste Ting, der paa denne Tid var at opdrive, og nu vandrede afsted jeg og min Reisefælle, Jonas Collin, hen til Diligence-Contoret, et stort, sort Staldrum i den snevre Gade. Et Lys stod paa en Tønde og lod os see sex Diligencer knugede op mod hverandre; her var ikke megen Plads for de Mange, som herfra skulde afsted. Nu kom een Medreisende, nu en anden, Ingen kjendte hinanden, Ingen talte til hinanden, Een satte sig paa en væltet Trækasse, en Anden satte sig paa en Koffert, en Tredie forsvandt i det paa Væggen Seletøi, og Flere end Een bleve borte i Skurets dunkle Kroge. Vognen blev belæsset med Gods og med Mennesker, tolv Heste med klingende Bjælder spændtes for, det var storartet. Jeg sad i en Coupé hos en Moder og Datter, begge To spanske og med utilladelig store Crinoliner; vare de komne til Skagen, Moderen alene havde dækket hele den nordlige Deel af Grenen; jeg syntes, at jeg sad paa Kanten af en Ballon, der fyldtes. Nu smældede Pidsken, vi foer afsted i Sving paa Sving i de snevre Gader, ud over Fæstningsbroer, gjennem Fæstningsværker, Omgivelser, der kunde males som Theaterdecorationer for et middelalderligt Drama. Endelig laae den aabne, brede Landevei for os; Señora sov, hun drømte vist om sit skjønne Spanien, hvor hun havde elsket, hun havde jo en Datter; jeg drømte ogsaa om Spanien, drømte med aabne Øine og vaagen Tanke, forventningsfuld efter hvad der skulde rulle op for mig. Datteren sov ikke, drømte ikke, men havde sine Tanker lukkede inde i den lille Natsæk eller store Strikkepose, hun sad og holdt paa; hendes Tanker vare i Posen, den løftede hun, den lettede hun, den generede hun mig med, nu jeg var bleven vant til Trykket af Crinolinen. Hvad mon der laae i Posen, og hvad mon der laae paa hiin Side Pyrenæerne? Ja disse mine to Tanker laae i Svøb sammen. En stærktskinnende Lampe foran paa Vognen belyste Veien og dens Allee af Pinier og Plataner, lidt fjernere stode som Udraabstegn de slanke Cypresser, nedslaaede Paraplyer har man kaldt dem, og her i den skyfrie, lette Luft, syntes de ogsaa at sige: nu er det forbi med Regn og Rusk, Paraplyen kan være slaaet ned, du flyver ind i Sommerlandet Spanien. Lygtelyset bestraalede Paraplyerne, det vil sige Cypresserne, men naaede heller ikke længer; Bibelens Tohuwabohu, det Chaotiske, i Mørket forsvindende, det Hemmelighedsfulde, var vor Verdens Plankeværk, om det der bag ved vidste vi ligesaa lidt, som jeg vidste om, hvad der laae i Jomfruens Pose, men jeg kunde jo tænke mig i denne det Kosteligste, det var ikke Guld eller Sølv præget i Penge, Duros og Realer, ikke kostbare Smykker, eller Pariser Damepynt, der skulde smugles over Grændsen, nei, en Digters Øine trænge snart gjennem en almindelig Sypose, jeg saae hvad der sad, det var et heelt Mandfolk, en god Ven, et mageløst Menneske, i Photographie, fra friseret Haar til blankpoleret Støvlespids, særdeles velskabt og dog i egen Person endnu skjønnere. Jeg generede ham ved Kjærestens Side og saa generede han som Contrafei mig igjen i sit Foderal, den store til Natsæk udviklede Sypose; snart stak den mig i Maven, snart lagde den sig paa mit Bryst, alt som den unge spanske Jomfru indtog vistnok flere høist plastiske Stillinger, holdende paa sin Rigdom, medens Mama sov og gav Roulader, dem, den Sovende giver, naar det generer at trække Veiret. En Stjerne i Øst, ud mod Middelhavet, skinnede saa forunderlig stor og klar, jeg var uvis, om jeg saae en Stjerne eller et Fyrtaarn. Længe havde jeg ønsket at begynde en Samtale med den unge Spanierinde, lægge min hele spanske Ord-Rigdom, næsten hundrede gangbare Gloser, i Talefigur, og til det har jeg et Slags Talent. Hvad et Fyrtaarn hedder paa Spansk, vidste jeg ikke, men nok hvad en Stjerne kaldes, og saa sagde jeg hvad jeg vidste: “estrella!” og det Ord slog ned og fængede, tændte Taletraaden hos den unge Spanierinde, hun talte, det var et sprudlende Væld, jeg forstod ikke et Ord af hvad hun sagde. I Dagningen saae jeg Havet og sagde “el mar!” og nu begyndte Conversationen. “Inglés?” sagde hun. “Danés!” sagde jeg, og en Samtale begyndte, det vil sige, jeg gav Stikordet, hun spandt Traaden ud. Jeg sagde: “La poesia de la España, Cervantes, Calderon, Moreto -!” jeg nævnede kun Navnene og ved hvert Navns Nævnelse svulmede hendes Veltalenhed, saa at Mama vaagnede, hvem hun fortalte, at jeg havde talt høist interessant om spansk Literatur, men hende var det der havde talt, for jeg kunde ikke tale. Et Stykke Alpeland, et mægtigt Sneebjerg, løftede sig foran os, den opgaaende Sol kastede der pludseligt sine Straaler paa den hvide Snee, Bjergtoppen blev som et glødende Jern, hele Bjerget fik Glands, og da Solen kom høiere og Sneens Gløden slukkedes, beholdt endnu længe Bjergets nederste Deel og den nylig natdunkle Dal et Skjær af Violetrødt. Det var et mageløst Skue, det var en Ouverture i Farver til Spanie-Dramaet, der nu begyndte for os. Veien blev mere og mere steil opad, de fleste Passagerer stege ud af Vognen; vi gik i den friske Morgenluft et langt, stigende Stykke mellem nøgne Klippeblokke, og før jeg tænkte det, vare vi ude af Frankrig; Pidsken knaldede, Vognen rullede, – hvor bleve de høie Pyrenæer af! Vi vare inde i Spanien, ved den første spanske Grændseby la Junquera! Visitationen, der var skildret saa inqvisitorisk oprørende, fandt vi summery og honnet, dog fandtes her endnu den gamle Tids Besvær med Paspaategning, Betalingen var Hovedsagen. Vi drak vor Chocolade paa aaben Gade, Reisegodset blev igjen stablet paa Vognen, Passagererne klemte sammen som tidligere. Pladsen syntes at være bleven mindre, Sæderne haardere, Solen havde vi nu lige ind i Øinene, Señoras Sypose generede, Crinolinerne generede. Vi foer afsted over Vandsteder og Strømme, der var intetsteds Bro, og var der en, saa kjørte Diligencen dog nedenfor den, Vandet sprøitede til alle Sider, den tunge Vogn slingrede og hoppede, men fik ikke Stunder til at vælte, den tog Fart, som en tung Elephant i Veddeløb. I Figueras stod Frokostbordet dækket, her først fik det hele Reiseselskab hinanden at see; der var en godmodig Englænder, man fortalte, at han var Genie-Gartner, han omplantede Mennesker. Ja det er nok ikke let at forstaae. Jeg fortæller, hvad hans Reisekammerat, en lystig Franskmand, sagde. Englænderen var en rig Mand, han havde læst sig til, at det var altid blandt Folket, i den største Armod, at store Mænd fødtes for Konst og Videnskab, og nu gik han paa Jagt efter disse, vilde finde Phænomenet og løfte det over Gjenvordighedens Gjerde, sætte det ind i Dannelsens store Have og faae der et Træ, der kunde gjælde for hans Træ, hans Opfindelse. Saae han paa Marken en Hyrdedreng, der snittede i en Pind, strax blev Fyren sat til en Billedhugger, for at blive en Phidias til førstkommende Paaske; saae han en Gadedreng ridse med Krid paa Plankeværket en Figur, der saae ud som et Slags Menneske, saa kom Drengen i Tegneskole; skrev Vaskerkonens Søn et Vers til Urtekræmmerens Svend, som Tak for en gammel Vest, der endnu kunde slides, saa var Drengen Poet og skulde omplantes. Det var fornøieligt, og Løgn det Hele. Bordet bugnede af Retter, Kjødmad og Fisk, Kogt og Stegt, et udmærket Frokostbord og det i Spanien, hvor man havde sagt, at der ikke var Mad at spise. Mageløse Frugter, ildfuld Viin, – og jeg fik ikke en Sauceskaal over mig eller et Fad Fisk ned ad Ryggen, som saa tidt er min Skjæbne, men jeg fik min spanske Naboerskes tunge Sypose med Kjæresten, den faldt mig lige over Skinnebenet; den Pose vilde altid i Kast med mig, støde og puffe; hendes Sypose var mig en Drillepose! Maaltidet var endt, Alle i Vognen, tolv friske Muuldyr spændte for, de rystede deres Bjælder, vor Mayoral, det vil sige Conducteuren, var ogsaa frisk og ny, Pidsken laae ham godt i Haanden; den nye Zagal, Muuldriveren, var en pligtskyldig levende Uro, ivrig og altid i Lygtemands Bevægelse, nu oppe paa Vognen, nu nede paa Landeveien, saa oppe igjen for at springe ned, løbe Muuldyrene paa Siden eller bag efter, kylende Jordklumper paa de forreste, ideligt skrigende sit Thiah! og nævne hvert Muuldyr ved Navn, der var baade “Citana og Caballero! Masanasa og Catolina !” han skjældte, han skjændte, udjublede hele lange Sætninger, som Muuldyrene forstode, men jeg ikke. Mayoralen skreg med ham “Thiah! Thiah!” og Vognen slingrede, hoppede, knagede, man kom afsted, det kan ikke negtes, Farten sagtnede først foran den lille By Bascara, hvor vi skulde over den brede, dybe Flod Fluvia; her var en rivende Strøm, men her var ingen Bro over. En af Diligencerne, der var kjørt forud for os, bevægede sig allerede midt ude i Strømmen, en anden Diligence holdt ved Bredden, Passagererne stege ud, for tilfods et Stykke derfra at finde Baade, der satte dem over, medens den bepakkede Diligence forsøgte sit Held med at naae den anden Bred. Vor Mayoral lod staae til; Ingen af os yttrede Frygt, jeg fandt det nyt og morsomt, tænkte ikke paa Fare, den, det dog var forbundet med, som jeg senere hørte i Barcelona; just her hvor vi satte over, var tidligere en Diligence væltet i Strømmen og et Par af Passagererne druknede. Nogle Bønder fra Bascara hjalp os; Ingen af dem havde uden en Trøie paa, og i dette Costume styrede og ledede de; Nogle holdt fast paa Vognen, Andre paa Muuldyrene, og foran disse gik den egenlige Styrmand, der vidste og kjendte Flodbunden; paa det dybeste Sted naaede Vandet dem til Brystet, vi løftede Fødderne inde i Vognen, for at de ikke skulde blive vaade, og godt gik det denne Gang. Idet vi ud paa Eftermiddagen havde forladt den lille By Medina og nærmede os Gerona, blev Færdselen paa Landeveien mere og mere levende, man maatte troe, at der i Byen var en stor Fest eller et Marked. Maleriske Klæder, smukke Mennesker saae vi, Fruentimmerne livlige, leende, sladdrende, Mændene med broget Manta, ridende paa et Muuldyr, rygende deres Papirs-Cigar, den, de selv Alle vide at rulle. Vi kom ind i Byen over en uendelig lang Bro, der var saa smal, at ikke uden een Vogn ad Gangen kunde befare den; derfor var her ogsaa en Mængde Udbygninger til Holdesteder for de mødende Vogne; den fuldtpakkede Diligence syntes respecteret som Herskab, Alle vege tilside for den; inde i Byens lange, snevre Gader, troer jeg næsten, at alle mødende Vogne vare trompetede bort. Vi naaede Banegaarden, kom ud af det indeklemmende, støvslugende Kjøretøi, Jernbane-Flugten, Nutids-Trylleriet skulde igjen begynde. Ja, en Trolddom var det for mangen gammel Señora; hun gjorde ogsaa Korsets Tegn, før hun satte Foden paa Vogntrinet og slog igjen Kors for sig derinde, før hun tog Plads i dette dæmoniske Kjøretøi uden Heste. Hvor her var mageligt at sidde fremfor i Diligencen, Sæderne vare saa bløde, man kunde strække Benene og havde Rum til at trække Veiret. Jernbanen var her endnu noget Nyt, og derfor saae man en stor Menneskemasse ved Afgangstiden; her var ogsaa en fuld Karl med en god, ny Paraply; man tillod ham ikke, i den Tilstand han var, at kjøre med, Gensdarmerne førte ham fra Vognen, han var derover saa lynende vred, som han kunde være, og da han ikke kunde banke Soldaterne, saa bankede han sin nye Paraply, slog den mod Stenene, knækkede, brækkede og myrdede den, saaledes skulde de Karle behandles, det var hans Tankegang og saa fik han Luft. Der kom en Deel ældre og yngre Præster ind i Vognen til os, Alle røge de Papirs-Cigarer. Signalpiben lød, de gamle Damer korsede sig og vi foer afsted; Pyrenæerne laae bag os, en Vifte af grønne Skove bredte sig i det meer og meer flade Landskab; deilige Pinier løftede her deres altidgrønne Tag, Landet var en Skovpark heelt ud mod Middelhavet. Vi naaede hen til det ved Solnedgang; det strakte sig saa blaat, saa uendeligt, lange Bølger væltede i stærk Brænding op paa Sandet, tæt ved Jernbanen. Maanen kom lidt efter lidt til Kræfter, og hang saa straalende klar i den gjennemsigtige, sydlandske Luft. Livsaligt er det dog at flyve i sine Længslers Land, flyve langs det rullende Hav, i det klare Maaneskin! ja hvor finder man Ord eller Musik til at udsynge sin Fornemmelse! hos mig bliver det Hjertets stille Lovsang, Takkens Lovsang i Gud. Det var paa den sjette September, jeg som Barn første Gang kom til Kjøbenhavn, det var paa den sjette September, mange Aar derefter, jeg første Gang kom ind i Italien og nu paa samme Dato, i samme Maaned, skulde Spanien aabnes for mig, det traf sig saa; Tilfældet, som man kalder det, vilde det: i Lyon havde jeg en Dag maattet vente paa min Koffert, der gik feil paa Jernbanen; i Perpignan maatte jeg vente et Par Dage for at faae Coupé-Plads i Diligencen og min sjette September gjorde sig gjældende. Jeg var i fremmed Land, og følte mig dog saa hjemlig, det var Havet, som bragte det Hjemlige, det herlige Hav! det rullede her mod mig fra Afrikas Kyst med Bølgeslag, som Vesterhavet ved Jyllands Kyst; den vatrede blaagrønne Flade kjendte jeg igjen fra en Sommeraften under Møens Klint. Station fulgte paa Station, alle Vogne fyldtes og endelig, Klokken var over Ti om Aftenen, naaede vi Barcelona. Den Brædeskuurs Banegaard var overfyldt af Mennesker, hvoraf Halvdelen neppe havde Noget der at gjøre. Kofferter, Kasser og Natsække kastedes imellem hverandre. Den gamle Skik, som vi ogsaa altfor længe kjendte herhjemme, at i alle Byer, hvor man steg af, skulde Tøiet eftersees, finder endnu Sted i Spanien. Her var en Rumsteren, en Trængsel, en Trykken; udenfor holdt Omnibusser nok, nogle tæt ved Udgangen, andre længere borte bag Plankeværket; hver Vogn havde sine Dragere, een greb eet Stykke, en anden et andet og løb i Galop med det til deres respective Vogne uden at bryde sig om Ens Gods blev samlet; der var en Raaben, en Skrigen; Een løb med Kofferten til den Vogn, en Anden med Natsækken til en anden Vogn og vilde putte Personen i en tredie, uagtet hver Vogn havde sin forskjellige Vei at fare; man maatte formeligt kæmpe for at beholde sine Sager samlede, man skjændtes, man puffedes, man stod som midt i en Plyndring. Heldigviis havde jeg en dansk Ven, Hr. Schierbeck, bosiddende i Barcelona, han hjalp os gjennem denne Ankomstens Brænding, fik Tøiet havnet ovenpaa Vognen, Collin og mig indeni Vognen, men det gik næsten voldelig til, og det er svært at forstaae, at ikke et eneste Stykke, ikke engang vi selv, bleve borte i denne Forvirring, Støi og Tummel. Vi sad i Vognen, den knagede, den bevægede sig, den foer frem. Gasbelysningen straalede, brede Gader aabnede sig med palaismæssige Bygninger og førte til den menneskeopfyldte Promenade “la rambla.” Gasflammerne lyste fra Boutikerne, her var Liv og Leven. Vi holdt ved Hotellet: Fonda del Oriente, hvor to Værelser med Alkover og Balconer, ja med dækket Aftensbord ventede os. Vennerne forlode os, for at vi i Ro kunde spise og gjøre os det mageligt. Hjemligt saae her ud, godt spiste vi. Balcondøren stod aaben, livligt og lysteligt var der nede paa den brede, med Træer beplantede Promenade. Luften over os var saa uendelig klar, ganske grønblaa, Maanen deroppe seilede som en straalende Kugle gjennem Rummet, der var saa høit, saa høit endnu bag ved den. Fra Sidegaderne klang Castagnetter med stærke, lydfulde Slag. Jeg kunde ikke gaae til Hvile og ønskede dog at sove i Galop, for snarest i Daglys at see den mig nye, fremmede Stad, Barcelona, Cataloniens Hovedstad. Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri. All Rights Reserved © - Lars Bjørnsten Odense Denmark - mail bjoernsten@gmail.com Cookies på H.C. Andersen Information Odense Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan hjemmesiden bliver brugt. Du giver dit samtykke til vores cookies, hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside. Besøg Cookies på www.hcandersen-homepage.dk for yderligere information. Close